Priskontrol virker ikke — og politikerne ved det godt

Alle partier vil have lavere priser. Venstrefløjen vil have prislofter, fødevarecheck og huslejeregulering. Ingen af dem snakker om, hvad der egentlig fik priserne til at stige — og hvem der er ansvarlig.

I morgen er der valg. Og i de seneste uger har næsten alle partier talt om priser.

Priserne på mad er for høje. Huslejen er for høj. Benzin og diesel er for dyrt. Og løsningen, ifølge de fleste politikere, er en eller anden form for kontrol: lofter, checks, afgiftslettelser og regulering.

Men ingen af dem vil tale om det egentlige spørgsmål: Hvorfor steg priserne i første omgang?

Hvem er ansvarlig for prisstigningerne?

Virksomhederne, siger venstrefløjen. Grådige supermarkeder. Grådige udlejere. Grådige olieselskaber.

Men her er et simpelt modspørgsmål: Var de ikke ligeså grådige for fem og ti år siden? Var der noget, der pludselig ændrede virksomhedernes lyst til at tjene penge?

Nej. Det, der ændrede sig, var mængden af penge i systemet og prisen på at producere og levere varer. Og det er i høj grad statens ansvar.

Jeg har skrevet om, hvad penge er, og hvordan inflation opstår — læs den her. Den korte version: Når staten pumper flere penge ind i en økonomi uden at der produceres tilsvarende mere, mister hver krone købekraft. Det er inflation. Og inflation er ikke en naturkraft — det er en politisk beslutning.

Hertil kommer regulering og skatter, der hæver produktionsomkostningerne. Dyrere energi, dyrere arbejdskraft, dyrere transport — alt sammen presser priserne op. Igen: politiske beslutninger.

Virksomhederne reagerer på de betingelser, de gives. Skyden på dem er som at skyde på termometeret, fordi du ikke kan lide temperaturen.

Hvad gør priskontrol?

Priskontrol lyder simpelt: Staten bestemmer, hvad noget må koste. Men økonomi er ikke simpelt.

Priser er information. De fortæller producenter, at der er stor efterspørgsel og god grund til at producere mere. Høje priser tiltrækker nye konkurrenter, som presser prisen ned igen over tid. Det er markedet, der retter sig selv.

Sæt et loft over prisen, og du fjerner det signal. Udbyderen kan ikke dække sine omkostninger — så han producerer mindre, eller stopper helt. Efterspørgslen forbliver den samme. Resultatet er mangel: Tomme hylder, ventelister, sorte markeder, og til sidst at de ressourcestærke er de eneste, der kan skaffe sig det, de vil have — fordi de kender de rette mennesker eller kan betale en ekstra præmie under bordet.

Priskontrol løser aldrig problemet. Den skjuler det og gør det værre.

Det er ikke en teori. Det er et historisk faktum, der er gentaget igen og igen. Venezuela indførte priskontrol på basisvarer i 00’erne og 10’erne — resultatet var tomme hylder, køer foran supermarkeder og et sort marked, der voksede i takt med at det lovlige marked kollapsede. USA indførte benzinprislofter under oliekrisen i 1970’erne — resultatet var lange køer ved tankstationerne og rationering. Sverige har reguleret huslejer i årtier — resultatet beskrives i næste afsnit.

Mekanismen er den samme hver gang. Prisen er sat kunstigt lavt. Udbyderen kan ikke tjene penge. Udbuddet falder. Efterspørgslen er uændret. Manglen opstår.

Bolig: huslejeloftet

Enhedslisten vil indføre huslejeloft. SF og Alternativet er med. Socialdemokratiet tøver, men boligministeren har udtalt sin støtte.¹

Ideen er klar: Huslejen er steget voldsomt, særligt i København. Et loft stopper stigningen.

Men Sverige har haft huslejeregulering i årtier. Resultatet: Der er ventelister på op til 20 år for en lejelejlighed i Stockholm. Lejligheder går i arv. Nybyggeriet til udlejning er stagneret, fordi det ikke kan betale sig. Dem der virkelig har brug for en bolig, er dem der venter longest — dem uden netværk og forbindelser.

Et huslejeloft fjerner ikke behovet for boliger. Det fjerner incitamentet til at bygge og udleje dem. På sigt er der færre boliger, ikke flere.

Men her er den egentlige pointe: grunden til, at der er for få boliger i og omkring de store byer, er i høj grad regulering. Bygningsreglementer, lokalplaner, krav om parkeringspladser, indsigelsesprocesser og politisk modstand mod fortætning — alt dette bremser byggeriet. Var boligmarkedet ikke reguleret, ville folk bare bygge mere — højere og tættere — indtil priserne faldt til et niveau, markedet kan bære. Prislofter løser ikke manglen på boliger. Kun flere boliger gør det.

Madvarer: fødevarechecken

Regeringen indgik i januar 2026 en aftale med SF og Enhedslisten om et “fødevarecheck” — en kontant overførsel til mere end to millioner danskere på op til 5.000 kroner pr. familie. Den samlede regning: 4,5 milliarder kroner.²

Aftalen blev indgået samme dag, valget blev udskrevet. Altinget og Information spurgte begge: Løser en check problemet med dyre fødevarer?

Svaret er nej. Et check er ikke en løsning — det er ekstra købekraft, der pumpes ind i en økonomi, der allerede er presset. Butikkerne ser en stigning i efterspørgsel og hæver priserne i takt med det. Ingen af pengene fjerner de underliggende årsager til, at maden er dyr. Det er inflationsdrivende.

Det er som at hælde mere benzin på en motor, der allerede løber for varmt — og bagefter undre sig over, at den ikke køler af.

Brændstof: afgifter og differentieret moms

Her er det faktisk interessant, for det er ikke kun venstrefløjen, der foreslår politiske indgreb på priser.

Venstre, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Borgernes Parti kæmper om at sænke benzin- og dieselafgifterne mest muligt. DF arrangerede et valgstunt med benzin til 9,50 kr. literen i tre timer.³ Venstre vil sænke afgiften til EU’s minimumsniveau.⁴

Her adskiller argumentet sig faktisk fra prislofter. At fjerne afgifter er ikke det samme som at sætte et prisloft — det er at fjerne et politisk indgreb, der aldrig burde have eksisteret. Det er i princippet det rigtige, selvom man kan diskutere, om et midlertidigt valgkampsrabat er seriøs politik.

Det større problem er selve ideen om differentieret moms og afgifter — at staten beslutter, hvad der er “godt” og “dårligt” forbrug, og beskatning tilpasses derefter. Biler og brændstof pålægges ekstraafgifter oven i momsen. Staten vælger side. Det er ikke en neutral markedsmekanisme — det er politisk styring af forbrugsmønstre.

Desuden: En del af de nuværende brændstofpriser skyldes ikke udelukkende statslig regulering. Olieprisen stiger i tider med geopolitisk uro — som konflikter i Mellemøsten — og det er naturlige markedsvariationer. Der skal være plads til det. Men jo mere staten har gjort os fattige gennem regulering, afgifter og inflation, jo hårdere rammer sådanne udsving. Var vi rigere — og var vi ikke gjort fattigere af statens indgreb — ville prisvariationer på brændstof og fødevarer ikke ramme folks økonomi nær så hårdt.

Problemet er ikke grådige virksomheder

Virksomheder sætter priser så højt, som markedet tillader. Det har de altid gjort. Det vil de altid gøre. Det er ikke grådighed — det er rationel adfærd. Og det er faktisk det, der sikrer, at varer produceres og distribueres i det hele taget.

Det, der er ændret, er rammerne. Mere penge i systemet. Højere produktionsomkostninger. Mere regulering.

Priskontrol rammer symptomet. Staten har forårsaget sygdommen. Og stimuluschecks — uanset om de hedder “fødevarecheck” eller noget andet — er det samme som at diagnosticere for høj feber og give patienten et varmepuder.

Priskontrol virker ikke — det er dokumenteret

Det er ikke en teori, og det er ikke ideologi. Det er et empirisk faktum, der er gentaget i hundredvis af historiske tilfælde.

Det tydeligste eksempel er måske katastrofepriserne. Når en orkan, en oversvømmelse eller et jordskælv rammer, stiger priserne på rent vand, brændstof og andre basale varer. Folk råber op om grådighed og hamstring — og politikere indfører hastelovgivning mod “price gouging”.

Da orkanen Katrina ramte Louisiana i 2005, trådte statens anti-price-gouging-love i kraft med det samme. Resultatet: Leverandører af is, vand og generatorer fra andre stater undlod at køre derhen — det var ikke det værd. Folk, der ville køre langt for at sælge basale varer til folk i nød, blev kriminelle. De lokale stod uden forsyninger længere end nødvendigt.⁵ Samme mønster gentog sig under orkanen Sandy i 2012 i New Jersey — og under COVID-19, hvor prislofter på håndsprit og masker førte til tomme hylder, mens varerne var tilgængelige andre steder.⁶

Høje priser under en katastrofe er ikke ondskab. De er et signal: Her er der brug for varer. Send dem hertil. Priskontrol slukker det signal på det tidspunkt, hvor det er allermest nødvendigt.

Det samme princip gælder i hverdagen. Historien viser det igen og igen — fra Romerrigets kornkontrol til Venezuela, fra Sveriges boligmarked til USA’s benzinrationering. Priskontrol skaber altid mangel. Altid. Ikke en gang imellem, ikke i særlige tilfælde. Altid.

Det er ikke et argument mod at bekymre sig om priser og leveomkostninger. Det er et argument for at løse problemet på den rigtige måde: Fjern de reguleringsbarrierer og den inflation, der driver priserne op. Priskontrol løser ikke problemet — den skjuler det, mens det vokser sig større.

Videre læsning

• Hvad er penge — og hvorfor stiger priserne? — baggrunden for inflation forklaret
• Price Controls — Library of Economics and Liberty, grundig gennemgang af, hvorfor priskontrol ikke virker
• The Economics of Rent Control — Foundation for Economic Education om huslejereguleringens effekter
• In Defense of Price Gouging — Foundation for Economic Education om, hvorfor høje priser under katastrofer er nødvendige og hjælpsomme
• Basic Economics af Thomas Sowell (2000) — kapitleerne om priser, incitamenter og katastrofepriser er direkte relevante; tilgængeligt og ikke-teknisk
• A Critique of Interventionism af Ludwig von Mises (1929) — essays om priskontrol og statens indgreb i markedet; gratis på mises.org
• Interventionism: An Economic Analysis af Ludwig von Mises (1940) — analyse af, hvad der sker i en økonomi, når priser ikke bestemmes af det frie marked; gratis på mises.org
• Human Action af Ludwig von Mises (1949) — det fulde teoretiske fundament, herunder kapitlerne om prisdannelse og markedets funktion; gratis på mises.org
• The Law af Frédéric Bastiat (1850) — om hvad loven er til for, og hvornår den bliver et redskab for plyndring; gratis på mises.org

Kilder

← Tilbage til artikler