Historisk rapport: Velfærdsstaten har løst sine opgaver — og anbefaler nu sin egen afvikling
Rapporten
Det uafhængige institut Centrum for Velfærdsmæssig Selvtilfredshed udgav i morges en 340 siders rapport med titlen: “Mission Accomplished: Velfærdsstatens endelige triumf, 1970–2026.”
Arbejdet har stået på i tre år. 47 forskere, økonomer og sociologer har bidraget. Og konklusionerne er klare.
Fattigdom: elimineret. Ensomhed: løst. Ulighed: afskaffet. Psykisk mistrivsel: forsvundet. Afhængighed af systemet: ikke et problem — alle danskere er selvforsørgende og i stand til at tage ansvar for eget liv.
“Vi er stolte,” sagde instituttets direktør, dr. Hanne Mølgaard, på pressemødet i formiddags. “Det var det hele værd. Danmark er det første land i historien, der har fuldført den sociale kontrakt.”
Og så kom den sætning, ingen havde forberedt sig på:
“Og derfor anbefaler vi, at velfærdsstaten nu afvikler sig selv.”
Den logiske konklusion
Rapporten afsluttes ikke med en liste over næste initiativs finansieringsmodel. Det er første gang i dansk politisk historie, at et større udredningsarbejde ender med en afviklingsplan.
Teksten er præcis:
“Da velfærdsstatens historiske opgave nu er fuldført, og da de danske borgere har vist sig fuldt ud i stand til at tage vare på eget liv, anbefaler vi en planmæssig afvikling af det offentlige overførselsystem over de næste ti år. De midler, der tidligere gik til administration, forsørgelse og kontrol, returneres gradvist til borgerne i form af skattelettelser. Det forventes, at borgerne — som altid har gjort det i stilhed — vil organisere den nødvendige hjælp til hinanden frivilligt og langt mere effektivt.”
Dr. Mølgaard forklarede baggrunden:
“Vi startede med den præmis, som velfærdsstaten selv har brugt siden 1960’erne: at vi griber ind, fordi borgerne endnu ikke er klar til at klare sig selv. Det er en midlertidig begrundelse. Den indeholder implicit en udgangsklausul. Vi har nu undersøgt, om den klausul er aktiveret. Og konklusionen er: ja. Danskerne er klar. Faktisk har de altid været det.”
Reaktioner
Statsminister Mette Frederiksen mødtes med rapporten klokken 10.30 og udtalte sig til pressen på trappen:
“Det er naturligvis en historisk dag. Vi respekterer arbejdets grundighed. Vi vil behandle anbefalingerne med den alvor, de fortjener.”
Hun svarede ikke på spørgsmålet om, hvornår afviklingen påbegyndes.
Fra Venstre lød reaktionen hurtigt: “Vi har sagt det i årtier. Det er tilfredsstillende at se det dokumenteret.”
Socialdemokraternes gruppeformand var mere forsigtig: “Vi anerkender rapporten. Men vi mener, at en gradvis tilpasning kræver grundig politisk behandling. Det er ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden.”
Enhedslisten afholdt et ekstraordinært gruppemøde og har endnu ikke udtalt sig.
Afviklingsplanen
Rapporten indeholder en konkret køreplan i fem faser over ti år.
I den første fase — de næste to år — reduceres marginalskatten fra 56 procent til 45 procent. Administrationen i de centrale velfærdsinstitutioner halveres. Borgerne begynder at modtage direkte skattelettelser.
I fase to og tre overflyttes opgaver fra kommunerne til frivillige organisationer og lokale fællesskaber, som ifølge rapporten allerede løser størstedelen af det reelle arbejde — blot i skyggen af det offentlige system og uden anerkendelse.
I fase fire og fem afskaffes de resterende overførsler gradvist. Borgerne har på det tidspunkt haft seks år til at tilpasse sig og overtage styringen af eget liv fuldt ud.
“Det er ikke en plan for at efterlade nogen i stikken,” understregede dr. Mølgaard. “Det er en plan for at holde op med at behandle voksne mennesker som om de ikke kan finde ud af det selv.”
Hvad det betyder i praksis
For den gennemsnitlige dansker betyder planen, at en stor del af den løn, der i dag aldrig lander på kontoen, gradvist vil gøre det.
En LO-arbejder med en årsindtægt på 450.000 kroner kan ifølge rapporten forvente at have yderligere 80.000–120.000 kroner til rådighed om året ved afviklingens afslutning — penge, der i dag bruges til at finansiere en administration, der ikke længere er nødvendig.
“Folk ved faktisk godt, hvad de har brug for,” sagde dr. Mølgaard. “Bedre end nogen embedsmand i et ministerium nogensinde har vidst det. Det er ikke en radikal observation. Det er bare sandt.”
Det spørgsmål, der aldrig er blevet stillet
Rapporten indeholder et afsnit, der sandsynligvis vil blive citeret i mange år: “Betingelserne for afvikling.”
Det påpeger, at velfærdsstaten siden sin etablering har defineret succeskriterier for sin vækst — men aldrig for sin afslutning. Der har aldrig eksisteret et politisk dokument, der beskriver, hvad der skal til, for at opgaven er løst, og systemet kan trække sig.
“En institution uden afslutningskriterier,” hedder det i rapporten, “har per definition altid mere arbejde at gøre. Det er ikke et udtryk for behov. Det er et udtryk for selvopholdelsesdrift. Vi anbefaler, at fremtidige offentlige institutioner etableres med eksplicitte succeskriterier og en planlagt udgangsklausul fra dag ét.”
Det er den sætning, der har sat gang i mest diskussion i de juridiske og akademiske kredse, der har fået rapporten til gennemlæsning inden pressemødet.
For hvis præmissen holder — og det er svært at argumentere imod den — så er spørgsmålet ikke, om velfærdsstaten skal afvikles.
Spørgsmålet er, hvad der har taget så lang tid.