Den sociale kontrakt — ville du skrive under?
“Skat er ikke tyveri”, “Regeringen er ikke tvang”, “Staten er ikke tyranni”. Det ved vi, fordi der er en social kontrakt — en aftale, du har indgået implicit, på den ene eller anden måde. Og hvis du ikke er enig, kan du jo bare flytte.
Den forklaring hører vi, når vi stiller spørgsmål ved statens legitimitet. Men hvad er den sociale kontrakt egentlig? Og — ville du skrive under på den, hvis du faktisk fik den fremlagt på et stykke papir?
Det er den samme diskussion som slaveriet
Dette emne har nu været diskuteret i hundredvis af år — måske siden Lysander Spooner og den debat om “Concent of The Governed”, der tog form i 1800-tallet. På dansk “den regeredes samtykke” eller måske bedre “Borgerens samtykke med staten”. (Spooner er bedst kendt for sit skrift No Treason: The Constitution of No Authority fra 1870, hvor han argumenterer for, at ingen kan bindes af en kontrakt, de aldrig har underskrevet — heller ikke grundloven). Og diskussionen minder påfaldende om en anden, vi kender fra historien.
Da folk i Vesten begyndte at stille spørgsmål ved slaveriet og sige: Hej, det her er ikke rigtigt — du kan ikke eje andre mennesker — kom der alle disse lange, udpenslede, labyrintiske cirkulære argumenter for, hvorfor det alligevel var okay. Du havde brug for folk i autoritetsposition til at komme med akademiske forklaringer. Og når folk stillede spørgsmål ved det, blev de mobbet til at holde mund: du er jo bare et almindeligt menneske, hvad ved du? Alle eksperterne er enige om, at det er i orden.
Det stod på i måske 100 år fra begyndelsen til afskaffelsen i den vestlige verden.
Diskussionen om den sociale kontrakt er i det væsentlige den samme diskussion. Det handler om, i hvilken grad du kan tvinge andre mennesker til at gøre, som du siger — tage deres ejendom og straffe dem med rå magt, hvis de ikke efterkommer dine krav. Det er præcis det, man gjorde med slaver: Man tvang dem til at arbejde for sig og tog frugterne af deres arbejde.
Hvad kontrakten faktisk siger
Forestil dig, at du er født ind i et land som Danmark. Du er nu 25 år — gammel nok til, at din hjerne og din forståelse af verden er fuldt udviklede. Og nu præsenteres du for denne kontrakt.
Den siger: Inden for denne geografiske grænse skal du overholde kravene fra den evigt skiftende herskende klasse. Du får lov at stemme på dem — det er rigtigt. Men det er det. Der vil altid være en herskende klasse. Du kan ikke rigtig holde dem direkte ansvarlige for, om de indfrier de løfter, de gav, efter du har stemt dem ind. Og det er det, fra nu og til evig tid.
Og hvis du en dag forlader landet, er de desuden frit stillet til at konfiskere din ejendom. En exitskat — noget der faktisk bliver diskuteret i 2026 valgkampen sammen med formueskatten. Og når du er rejst, er der selvfølgelig ingen steder at tage hen, hvor der ikke er en tilsvarende herskende klasse. Alle lande har et lignende system.
Forestil dig, at du er en ko på en gård, og du præsenteres for dette valg. Du siger: Hej, jeg er faktisk ikke enig i det her — så jeg tager af sted fra gården. Og så opdager du, at der ikke er noget sted at gå. For i det øjeblik du forlader gården, er du på en anden gård med lignende forhold.
Rigtige kontrakter binder begge veje
Lad mig vende tilbage til den sociale kontrakt. Hvad den faktisk siger er, at vi — regeringen — kan ændre reglerne undervejs. Men du kan ikke forlade. Og hvis vi lover dig noget og ikke leverer, kan du ikke bare opsige kontrakten.
Sammenlign det med andre kontrakter i dit liv. En kontrakt med et mobilselskab, en internetudbyder, eller en virksomhed, der leverer et sportsmagasin til din postkasse en gang om ugen.
(Jeg nævner bevidst ikke vand og elektricitet — det er så kraftigt reguleret og næsten monopoliseret af staten i Danmark, at det ikke er en fair sammenligning).
Når de undlader at levere, rejser du problemet med dem. Og til sidst siger du: Okay, det er slut — jeg opsiger aftalen nu, og jeg vil have erstatning for alle de magasiner, jeg ikke fik. Nægter de at gøre det, kan du retsforfølge dem. Omvendt: Betaler du ikke, stopper de med at levere.
Disse kontrakter binder begge veje. Du kan altid fredeligt melde dig ud: Tak for fem års service, men nu vil jeg ikke have det mere. Farvel.
Det er ikke tilfældet med den sociale kontrakt. Du kan ikke melde dig ud, når udbyderen ikke opfylder sine forpligtelser. Du kan ikke engang kræve, at det er de samme regler i morgen som i dag.
Ingen i sin rette fornuft ville skrive under
Hvis du satte den sociale kontrakt ned på papir og bad en 25-årig om at skrive under, ville svaret være: Nej, aldrig i livet.
For kontrakten siger, at du vil holde mig ansvarlig for alle de regler, I måske finder på i fremtiden — ikke dem i denne kontrakt, men alle fremtidige regler, I endnu ikke har opfundet. I kan ændre dem, når det passer jer. I kan ændre prisen på abonnementet — det er skatterne — når som helst. Og jeg er nu forpligtet for al evighed, så længe jeg befinder mig inden for denne geografiske grænse.
Men hvis I ikke leverer de tjenester, I hævder at levere, kan jeg ikke rigtig holde jer ansvarlige. Og jeg kan ikke melde mig ud — ikke som med mobiludbyderen, der ikke leverede.
Intet fornuftigt menneske ville frivilligt skrive under på en sådan kontrakt.
400 år — og ingen har fremvist den
Dette emne har været diskuteret i 300-400 år, siden nogen første gang opfandt idéen om den sociale kontrakt, og siden folk begyndte at udfordre den.
I alle de år har folk sagt: Vis mig den sociale kontrakt. Hvor er den? Og vis mig, hvordan jeg har skrevet under. Der er jo mange måder at bevise samtykke til en kontrakt — en klassisk underskrift, en optagelse, en digital signatur, hvad som helst.
Men ingen har kunnet fremvise sådant bevis i 400 år.
Det viser bare, at den ikke eksisterer. Der er ingen social kontrakt. Og hvis du præsenteres for én, ville du aldrig skrive under — fordi de kan holde dig ansvarlig for alle fremtidige regler, mens du hverken kan melde dig ud eller holde dem individuelt ansvarlige for deres undladelse af at levere.
Hvad alternativet til det politiske system er — det frivillige kollektiv, der faktisk bygger på rigtige kontrakter med rigtige underskrifter — skriver jeg om i Hvorfor er al politik socialisme?. Og hvis du overvejer, hvad det egentlig betyder at stemme i dette system — om det er umoralsk, nyttesløst, eller begge dele — er det emnet for Er det umoralsk at stemme — eller bare nyttesløst?.
Videre læsning
- No Treason: The Constitution of No Authority af Lysander Spooner (1870) — det klassiske argument for, at en kontrakt du aldrig har underskrevet ikke kan binde dig. Spooner var den første til at stille dette spørgsmål med filosofisk præcision. Gratis på mises.org.
- For a New Liberty: The Libertarian Manifesto af Murray Rothbard (1973) — indeholder et grundigt kapitel om den sociale kontrakt og dens mangler som legitimationsgrundlag for staten. Gratis på mises.org.
- The Social Contract — Stanford Encyclopedia of Philosophy. Oversigt over kontraktteoriens filosofiske tradition fra Hobbes og Locke til Rawls — nyttigt baggrundsmateriale for den, der vil forstå, hvad teorien egentlig siger.
- Anatomy of the State af Murray Rothbard (1974) — kortfattet analyse af, hvad staten egentlig er, og hvordan den legitimerer sig selv. Gratis på mises.org.