Hvorfor betyder "liberal" det modsatte i USA?
Når amerikanere og europæere taler om politik, har du måske set, at der er en mærkelig forvirring. En amerikaner kalder sig “liberal” og mener noget, der i Danmark ville svare til socialdemokrat. En europæer kalder sig “liberal” og mener noget, der i USA snarere svarer til libertarianer eller borgerlig.
Hvorfor? Det er faktisk ikke bare en tilfældig sproglig forvirring. Der er en historisk forklaring på det, som er ret pudsig — og det kunne være sjovt at gå lidt ned i den.
Da demokratiet var nyt
Oprindeligt, da demokratiet blev opfundet, var konflikten mellem højre og venstre i parlamentet.
De konservative sad på den ene side. Som bevarede tingene, som de var. De var måske stadig tilhængere af aristokratiet — som man havde haft før — hvor nogle særlige klasser havde særlige rettigheder, som de havde arvet fra deres forfædre, tildelt af kongen eller kejseren.
Mens dem, der sad i venstre side af parlamentet — det var de liberale. Det var dem, der gerne ville have frihed og individuelle rettigheder og en fri økonomi. Et frit marked.
Det var det nye og hotte. Det var startet måske med… hvad glemmer jeg altid hvad han hedder, om det er? Adam Smith og alle dem der — som i sin tid havde beskrevet og observeret, hvordan frit marked og individuelle rettigheder både var moralsk rigtige OG skaber velstand alene igennem, at folk friligt handler med hinanden, uden brug af tvang og uden særlige privilegier.
Det var det nye hold, der jo så blev introduceret sammen med demokratiet. På det tidspunkt forestillede man sig ikke, at der kunne være fravær af en central politisk magt. Så man tænkte: Så kan vi have et folkestyre, hvor folk vælger repræsentanter, som så sørger for, at de her basale institutioner er til stede, så individet kan udfolde sin frihed i fred under disse nye individuelle rettigheder.
Det var dem til venstre i parlamentet — the liberals. Conservatives to the right and liberals to the left. Sådan var det til at starte med.
To bevægelser skete gradvist
De konservative: Der gik nogle generationer, hvor folk vendte sig til, at der ikke var noget aristokrati længere. Der var ikke nogen overklasse med særlige rettigheder fra kongen. Men til gengæld var der jo nu en hel masse mennesker, som var glade for den nye orden og blev rigere på det — både almindelige mennesker og dem, der var blevet meget rige på det nyeste, nemlig med de individuelle rettigheder og den frie handel.
Så de konservative så nu, hvordan den frie arbejdsøkonomi faktisk var en gigantisk fordel for de mennesker, som var ældre — især for dem, der var det klassiske konservative segment. Efterhånden som aristokratiet forsvandt i glemslen, og folk ikke interesserede sig for det længere, så de den her fantastiske frie økonomi — og de tog den til sig. De konservative tog en del af liberalismen til sig, nemlig idéen om et frit valg for de fleste bare tjenester. Men selvfølgelig som konservative stod de stadigvæk fast på, at der var nogle enkelte ting, der stadigvæk skulle være under staten. En ting er selvfølgelig et retssystem, men også andre ting.
Socialismen: Og så skete der samtidig, at en ny bevægelse opstod. Den startede jo som måske Karl Marx — nemlig socialismen og kommunismen. Det er to sider af samme sag. Jeg ved ikke lige, hvordan man skal definere det. Jeg tænker, at socialismen er selve ideologien, og så er kommunismen en variant af den, om hvordan den skal implementeres. Og så findes der andre varianter af socialismen og hvordan den skal implementeres. Demokratisk socialisme og hvad ved jeg. Der findes sikkert et hav af forskellige varianter, men den grundlæggende ideologi og tanke og filosofi af socialismen er nemlig, at et kollektiv skal eje de værdier, der bliver produceret.
Det er jo en idé, der i sig selv lyder meget tilforladeligt, og det er jo også derfor, den stadig er populær i dag — på trods af, at socialismen har dræbt hundredvis af millioner af mennesker og ødelagt livet for milliarder af mennesker, og bragt armod og forfald for milliarder, gennem de cirka 200 år, der er gået.
Så kom forvirringen
Socialisterne rykkede ind i venstre side af parlamentet — nogenlunde over hele verden, også i USA.
Og der havde man ligsom vendt sig til at kalde de der naive tosser ude på venstrefløjen — man havde vendt sig til at kalde dem “liberals”. Der er man liberals, ikke? Og de dumme liberale.
Og den terminologi blev hængende — selv om dem over i venstre side af parlamentet så rent faktisk ændrede sig markant, gradvist selvfølgelig, fra at være libertarianere og liberale til at være det modsatte af liberale — til at være socialister, som vi egentlig er. For dem over på den højre side i parlamentet var der stadigvæk bare “The Damn Liberals” — de naive liberale over på den mindre side.
Og det forklarer også, hvorfor folk i dag har svært ved at skelne mellem konservative, liberalister, liberale, libertænere og så videre.
Så: I Amerika betyder “liberal” socialist eller socialdemokrat, fordi socialisterne gradvist overtog pladserne på venstrefløjen — men betegnelsen “liberal” blev hængende.
Og herhjemme i Europa — i hvert fald på fastlandet — holder “liberal” ved sin originale betydning: Tilhænger af individuelle rettigheder og et frit marked.
Nu ved du i hvert fald, hvad jeg mener — og hvorfor vi taler forbi hinanden, når vi bruger det ord.
Videre læsning
- Liberalism af Ludwig von Mises (1927) — Mises’s eget forsvar for klassisk liberalisme. Titlen alene illustrerer problemet: I dag ville ingen vide, hvad man mente med den. Gratis på mises.org.
- Classical Liberalism — Encyclopedia of Economics and Liberty. Kort, præcis gennemgang af klassisk liberalisme som historisk og filosofisk fænomen.
- The Wealth of Nations af Adam Smith (1776) — udgangspunktet for hele den liberale tradition. Gratis på econlib.org.
- How “Liberal” Got Its Contradictory Meanings — Foundation for Economic Education. Direkte relevant: Forklaring af, hvad der skete med ordet “liberal” i det 20. århundrede.