Hvorfor er al politik socialisme?

Venstre eller højre, Liberal Alliance eller Enhedslisten — hvad har de alle til fælles? Et enkelt princip, der gør dem alle til kollektivister.

Har du hørt libertarianere sige, at alle politikere er socialister? Måske virker det som en overdrivelse. Der er da forskel på Nye Borgerlige og Enhedslisten? Når libertarianere diskuterer livligt, kalder de jævnligt hinanden for “socialister” …

Ordet er “kollektivist” er faktisk bedre - og her kommer forklaringen:

Socialist og kollektivist

En socialist refererer til en specifik politisk ideologi, der oprindeligt var baseret på Karl Marx og siden har udviklet sig til mange varianter: Demokratisk socialisme, kommunisme og andre. Grundtanken er, at fællesskabet skal eje de værdier, der produceres.

En kollektivist er et bredere begreb. Kollektivisme handler om, at kollektivet træffer beslutninger, der trumfer individets — det er modsætningen til individualisme. Alle politiske ideologier er varianter af kollektivisme i den forstand.

Libertarianere bruger tit “kollektivist” frem for “socialist”, fordi det er det mere præcise udtryk for det, vi kritiserer. En konservativ er ikke nødvendigvis socialist. Men alle politiske ideologier indebærer, at flertallet — eller en styreform — kan overtrumfe individets valg med tvang. Og det er kollektivisme.

Hvad er socialisme egentlig?

Den grundlæggende tanke i socialismen er, at fællesskabet skal eje de værdier, der produceres. Det er en idé, der lyder tilforladeligt — og det er netop derfor, den stadig er populær.

På trods af at socialismen har dræbt hundredvis af millioner af mennesker og ødelagt livet for milliarder i de cirka 200 år, der er gået, er “socialist” stadig et udtryk, folk bruger om sig selv uden skam - selvom det reelt er lige så slemt som “fascist”. Det burde det ikke være — det emne er en hel artikel for sig.

Frivilligt fællesskab vs det politiske system

Her er den afgørende forskel. Et frivilligt kollektiv kan sagtens eksistere og fungere. Det er en gruppe mennesker, der frivilligt har valgt at dele ejerskab, ressourcer og beslutninger. De vælger repræsentanter, vedtager vedtægter og drives som en forening eller virksomhed — en fodboldklub, Røde Kors, en andelsboligforening, et aktieselskab.

Det vigtigste kendetegn ved et frivilligt kollektiv er — at du kan melde dig ud igen.

Forestil dig et sådant frivilligt kollektiv på 10.000 mennesker, der ejer et område som fx Als — en ø i det sydlige Danmark. Det er deres område, hvor kollektivet bor og arbejder.

Som medlem skriver du under på en reel kontrakt med ægte samtykke - en kontrakt der binder begge parter. Ikke som den sociale kontrakt, der ikke findes, og som kun binder den ene side — men en faktisk aftale, du kan støtte dig til. Mere om det i Den sociale kontrakt — ville du skrive under?. Ønsker du at melde dig ud, opsiger du aftalen - og måske må du flytte fra området, hvis det er en del af kontrakten. Opfylder kollektivet ikke sine forpligtelser, kan du holde det ansvarligt. Og omvendt selvfølgelig.

Og hvad sker der med kollektivet? Har det succes, vokser det og køber måske flere områder. Går det dårligt, skrumper det — ligesom enhver anden forening eller virksomhed.

Det politiske system

I det politiske system eksisterer ingen sådan kontrakt.

Det politiske system gør krav på et geografisk område og erklærer det sin ejendom i al evighed: “Det her er vores område, punktum”. Der er ingen underskrift, intet dokumenteret samtykke og ingen reel exit-mulighed. Du kan forlade landet — men alle lande har et tilsvarende system.

Derfor: Al politik er kollektivisme

Alle politiske ideologier — fra Enhedslisten til Nye Borgerlige og LA, fra socialdemokratisme til konservatisme — er varianter af kollektivisme. Ikke fordi de alle er socialister i marxistisk forstand. Men fordi de alle hviler på det samme fundament: At kollektivets beslutninger overtrumfer individets med tvang.

Det er præcis det, der adskiller det politiske system fra det frivillige kollektiv. I fodboldklubben og andelsboligforeningen er du med, fordi du har valgt det — og du kan forlade igen. I det politiske system er du med uden at have underskrevet noget, og du kan ikke melde dig ud. Det tvangselement er kernen i al kollektivisme.

Og det er derfor, al politik er kollektivisme. Det er baseret på tvang - og tvang er ondskab.

Videre læsning

• Anatomy of the State af Murray Rothbard (1974) — kortfattet og skarp analyse af statens natur: Hvad den er, hvordan den lever, og hvorfor den nødvendigvis vokser. Gratis på mises.org.
• No Treason: The Constitution of No Authority af Lysander Spooner (1870) — det klassiske argument for, at en kontrakt du aldrig har underskrevet ikke kan binde dig. Direkte relevant til skelnen mellem det frivillige kollektiv og det politiske system. Gratis på mises.org.
• Socialism: An Economic and Sociological Analysis af Ludwig von Mises (1922) — den klassiske analyse af, hvorfor socialisme ikke kan fungere som økonomisk system. Mises forudsagde Sovjetunionens sammenbrud årtier før det skete.
• The Black Book of Communism af Stéphane Courtois m.fl. (1999) — dokumenterer det samlede menneskelige tab under kommunistiske regimer i det 20. århundrede: Ca. 100 millioner døde. Udgivet af Harvard University Press.
• Death by Government af R.J. Rummel (1994) — Rummel opgjorde at stater i det 20. århundrede dræbte ca. 262 millioner af deres egne borgere — udover krigsofre. Han kaldte det “democide”. Transaction Publishers.
• The Gulag Archipelago af Aleksandr Solzjenitsyn (1973) — førstehåndsberetning fra overlevende fra de sovjetiske arbejdslejre. Et af det 20. århundredes vigtigste vidnesbyrd om socialismens konsekvenser i praksis.
• The Harvest of Sorrow af Robert Conquest (1986) — dokumenterer den ukrainske hungersnød (Holodomor) 1932–33, hvor Stalins kollektivisering udsultede anslagsvis 5–7 millioner mennesker. Oxford University Press.
• The Road to Serfdom af F.A. Hayek (1944) — klassisk analyse af, hvordan kollektivistiske ideologier uundgåeligt fører til undertrykkelse, uanset deres gode intentioner.
• The Law af Frédéric Bastiat (1850) — 19. århundredets skarpeste opgør med statens brug af tvang som legitimt redskab. Kortfattet og letlæst. Gratis på mises.org.
• Basic Economics af Thomas Sowell (2000) — forklarer uden jargon, hvorfor kollektive løsninger styret af staten systematisk fejler, mens frivillige markedsløsninger leverer. Den bedste introduktion til økonomisk tænkning for den ikke-økonom.

← Tilbage til artikler